Min sygdom giver mig politisk styrke

BT d. 9 november 1997

Af: Torben Bagge

Han kunne let have været død i dag. I 13 år har han været smittet med det frygtede HIV-virus, som han fik ind i kroppen gennem sin livsvigtige blødermedicin.

Oveni har han fået hepatitis C, som også koster menneskeliv. Men nu går han ind i politik: Palle Ravn, 21, HIV-ramt bløder - kendt som hovedperson i den store blødersag - har ladet sig opstille for Socialdemokratiet til byrådet i Struer: "Ingen kan sige, om jeg vil leve næste valgperiode ud. Jeg kan være død længe inden da af AIDS. Men det rører mig ikke. Jeg foretrækker til enhver tid at vende det negative til noget positivt.
Kender døden
Jeg er bestemt ikke typen, der bare sætter mig hen i en krog for at vente på at dø, griner Palle Ravn højt og ligner langtfra en, som døden har prikket på skulderen.
Udover sin egen alvorlige sygdom har Palle også på kort tid oplevet tabet af både en mor og en far, ligesom han har mistet otte andre familiemedlemmer og venner, der allesammen er blevet ofre for AIDS: "Lige efter min fars død for nyligt røg jeg helt ned i kælderen. Jeg blev syg af det. Fik 41 i feber og kunne ikke få vejret. Måtte i hast indlægges på Marselisborg Hospital, hvor lægerne frygtede, at jeg var ved at få AIDS i udbrud og dermed måske kun havde kort tid tilbage at leve i.
Klarede krisen
Men jeg klarede dog krisen. Og er nu frisk og klar til at gå ind i politik. Ærligt talt, så tror jeg, at alt det triste, jeg har oplevet - sygdom og død - meget let kan vise sig at blive en styrke for mig som politiker. Man bliver nok mere opmærksom på det medmenneskelige. Tænker ikke så meget på kolde kontanter. Som politiker vil jeg stræbe efter at være synlig. Alt for mange politikere har det som nisser, der kun viser sig før jul. Politikerne springer kun ud af æsken, når der er valg i sigte," siger Palle Ravn, som for få dage siden måtte rykke ud af sit barndomshjem, en villa i Struer, som han var nødt til at sælge efter faderens kræftdød. "Min far og jeg havde et usædvaneligt forhold. Vi var de bedste kammerater i verden. Efter min mors død valgte jeg at blive hos ham, så han havde råd til at blive i huset. Vi rejste meget sammen i hele Europa. Havde den samme skæve, sorte humor. Lige til det sidste bevarede far livsgnisten - troen på, at han klarede kræften. Men i løbet af fire dage gik det meget stærkt. Kræften havde lynhurtigt bredt sig fra rygmarven til hjernen. Han lå i sengen og fantaserede om fortiden, men havde ingen særlige smerter. Han fik en smuk død, 53 år gammel. Jeg savner ham utrolig meget hver dag. Det var ham, der tidligt vakte min politiske interesse ved bl.a. at slæbe mig med til 1. majmøder.
Et spændende spil
Også blødersagen gav yderligere næring til mine politiske drømme. Politik er et spil, spændende som en fodboldkamp. Fyldt med overraskelser, og afhængig af god taktik. Blødersagen lærte mig meget om hvilke politikere der er ærligst. Jeg havde lært, hvor vigtigt det for en politiker er at udtrykke sig klart og kontant, uden omsvøb. Og hvad det betyder, at man har medieerfaring. Det har jeg fået efter mange interviews i TV, bl.a. Eleva2ren," siger Palle Ravn.
"Hvor længe tror du, at du kan holde sygdommen på afstand?"
"Det er umuligt at sige. Men jeg har hele tiden troet på, at jeg ville forblive rask. Efter min fars sygdom og død er jeg nok knap så sikker. Jeg har også fået en lille forskrækkelse i form af en blodprop.
For kort tid siden fik jeg en kombinationsbehandling af medicin, som skal styrke mit immunsystem. Men den blanding gjorde mig desværre syg. Jeg havde konstant diarré i tre måneder, smerter osv. Jeg var nødt til at opgive. Men jeg prøver igen med en ny type medicin," siger Palle, der dog kan glæde sig over, at den hepatitis C, han også har været smittet med i flere år, nu tilsyneladende er forsvundet:
Elsker livet
"Nye prøver har overraskende vist, at jeg ikke mere har sygdommen i kroppen. Det er jeg da lykkelig for. Uanset hvad, så elsker jeg livet her og nu. Hver eneste dag glæder jeg mig over de små ting - en fugl, der synger, træernes farver osv. Jeg har svært ved at forstå, at nogen menensker kan ærge sig gul og grøn over, at bilen har fået en bule eller en ridse i lakken."

Tilbage til oversigten