Palle har levet med HIV siden han var 8

Ekstra Bladet d. 12 maj 1997

Af: Annelise Pedersen

21-årig kæmper for godtgørelse til hepatitis C-smittede blødere og går ind i kommunalpolitik

Palle Lykke Ravn på 21 år, bor i Struer, er bløder og siden han var otte år har han været smittet med HIV gennem de blodpræparater, han har fået tilført. I 1993 døde hans mor, Rita, af kræft i hjernen, i februar i år døde hans far, chauffør Kaj Ravn, ligeledes af kræft.
Men inden da har familien Ravn kæmpet en utrættelig kamp for at opnå en godtgørelse til alle de blødere, som blev offer for den danske stats slendrian med blodpræparaterne.
Og det er i høj grad familiens indsats og åbenhed, som banede vejen for godtgørelsen. Nu fortsætter 21-årige Palle kampen. Forældrene er hans forbilleder.
- Da mor døde, var det far der fik os igennem den svære tid. Det er ham, der har lært os at bruge humoren - ofte sort humor - for at få tilværelsen til at køre. Jeg vil prøve at føre hans eksempel videre og synes, jeg klarer det rigtig godt. Der er intet her i livet, der er let. Men det nytter jo ikke at gå og hyle. Man skal videre.
Og kampen glæder nu de hepatitis C-smittede. - For ud over HIV er vi blødere også blevet smittet med en anden dødelig sygdom, nemlig leversygdommen hepatitis C, som jeg også er "den heldige" indehaver af. I det daglige mærker jeg ikke HIV´en. Jeg er lige så frisk, som jeg hele tiden har været. Men det er sværere at have hepatitis C, fordi sygdommen gør, at man hele tiden er træt, og ikke kan lave ret meget ad gangen uden at skulle holde pauser. Hvis ikke jeg havde hepatitis, ville jeg helt sikkert have været i gang med en uddannelse i dag, siger Palle
Ny skandale
Nu kæmper Palle for at få politikernes øjne op for hepatitis C-skandalen, som også har ramt ikke-blødere, der har fået blodtransfusion med ikke-varmebehandlet blod.
- Jeg synes, det er rimeligt med en kompensation i form af en godtgørelse. Masser af hepatitis C-smittede har måtte opgive deres arbejde. De bliver uarbejdsdygtige på grund af træthed, mister job, og der går skår i økonomien. Blandt os blødere taler vi om "den hurtige og den langsomme død". Den hurtige død er hepatitis C. Jeg har selv to familiemedlemmer, der er døde af hepatitis C. Min onkel og min fætter siger Palle (de var også smittet med HIV). På trods af sin sygdom og den store sorg Palle har været igennem ved at miste både sin mor og senest sin far i februar, er der intet "stakkels" over Palle"
Ind i politik
Som sine afdøde forældre er han den fødte optimist og fighter. Og hans motto er: - Optimisten er ofte lige så forkert på den som pessimisten, men han har det sjovere.
Blødersagen har gjort, at Palle Lykke Ravn er gået aktivt ind i politik. Han er amtsformand for DSU i Ringkøbing Amt på andet år og dermed også hovedbestyrelsesmedlem. Før det var han afdelingsformand for DSU Holstebro/Struer i næsten tre år.
- Og jeg er byrådskandidat for Socialdemokratiet i Struer Kommune ved kommunalvalget den 11. november. Godt nok er jeg placeret som nummer 13 på listen, men jeg håber at komme i byrådet, og jeg nyder jo godt af, at næsten alle i Struer kender mig. Mit mål er at komme i Folketinget. Men det er ikke så let, når man kun er 21 år.
Palle er netop flyttet ind i en to-værelses lejlighed 50 meter fra Rådhuspladsen i Struer. Efter hans fars død, skal barndomshjemmet i Bremdal 500 meter fra Limfjorden sælges. Palle har hverken råd eller kræfter til at blive boende i villaen. I dag lever han af den mellemste førtidspension. Bare at få førtidspension har været en hård kamp for Palle og hans familie. Trods det at Palle er HIV-smittet og hepatitis C-smittet, bløder og hørehæmmet, mente Struer Kommune ikke, han skulle tildeles førtidspension. Palle har i alt fået 750.000 i godtgørelse fra staten, fordi han som otte-årig blev HIV-smittet gennem ikke varmebehandlet blod.
Troede jeg skulle dø
- Men der er ikke mange penge tilbage. Jeg havde jo ikke regnet med, at jeg skulle leve i dag. Jeg havde jo set, hvor hurtigt det gik i min egen familie. Så min far og jeg har levet livet, efter at min mor døde. Vi har været meget ude og rejse. I 1994 var vi omkring Nordkap. I 1995 tog vi en tur ned gennem alle østlandene sydpå, og vi har også været i Florida. Vi har haft nogle dejlige ture smmen. - Så har jeg også købt nogle sjove biler. En Porsche 924 og en Jaguar. Men jeg har ikke råd til at have dem længere, så Porschen har jeg solgt, og Jaguaren er sat til salg. Det er godt nok, noget misvisende med de biler, fordi jeg er socialdemokrat. Men man har nogle drømme. Og min drøm var at prøve at have sådan nogle biler. Hvor mange tror du ikke der går rundt med en masse drømme, som de aldrig får realiseret. Jeg troede ikke, at jeg skulle have en økonomisk nedtur - for jeg regnede jo med, at jeg ville dø, hvis man skal sige det lidt hårdt. Men nu har jeg haft det sjovt, og det er det, det drejer sig om i livet.
Vil i Folketinget
Ud over det politiske arbejde er Palle også bestyrelsesmedlem i Struer Boligselskabs afdeling 8 samt formand for bowlingklubben "Keglen" i Holstebro. Han er 16 dobbelt danmarksmester i svømning og gennem DGI uddannet bordtennisinstruktør. Desuden er han glødende fodbold freak. Målet er: Holstebro op i Superligaen. Men det helt store mål for Palle er at komme i Folketinget.
- Jeg var 16 år, da hele sagen om godtgørelsen til os blødere kørte i pressen. Jeg vidste godt, at min far var socialdemokrat, men jeg ville selv prøve at påvirke politikerne, så jeg ringede til vores lokale folketingsmedlem i Holstebrokredsen, Henning Nielsen. Han pressede på fra sin side i Folketinget og fortalte mig alt i detaljer om godtgørelsen. - Det var en meget stærk oplevelse for mig at møde et folketingsmedlem, der i den grad tog sig af sine vælgere. Og mødet med ham betød, at jeg kort tid efter meldte mig ind i DSU. Jeg følte, at Socialdemokratiet var det eneste parti, der kunne leve op til den mening, jeg ser med livet og tilværelsen, og hvordan man skal behandle folk omkring sig. Man skal være solidariske med hinanden og hjælpe de svage i samfundet. Med min sygdom ville jeg sidde meget dårligt i det uden solidaritet. Jeg har modtaget meget af samfundet, og derfor vil jeg også gerne give noget igen, siger Palle.
- Desværre gør min sygdom, at jeg ikke har kræfter til at tage en uddannelse. Jeg betragter arbejdet i DSU som en slags uddannelse. - Men jeg er skuffet over mine kollegaer i Folketinget. Når vi har en socialdemokratisk regering, burde sådan en sag som denne, hvor vi blødere nu er smittet med hepatitis C, ikke trække sådan i langdrag. Langsommeligheden i systemet er en katastrofe for os blødere. Når vi socialdemokrater taler om solidaritet, kunne man godt hjælpe de svage i samfundet noget hurtigere.
Ikke bange for døden
- Men som ung socialdemokrat kan jeg godt se, at der også er mange ting, der er galt inden for Socialdemokratiet. Der mangler ungdom i partiet, slagkraft og impulsivitet. Der er nogen der skal kunne slå i bordet. Jeg må sige, at jeg er noget skuffet over, at denne sag ikke går hurtigere.
Ekstra Bladet: - Hvordan har det været at leve med døden så tæt på, siden du var otte?
- For mig er det helt naturligt at have HIV. Det er lige så naturligt, som at der er gulvtæpper på gulvet. Men nu har jeg oplevet, hvordan det pludseligt kan gå meget hurtigt. Man kan blive syg et år og være død det næste år, som min far. Så hvis endelig døden skulle komme efter mig, er jeg fuldt ud forberedt. Jeg er overhovedet ikke bange for at dø. Og hvis det endelig sker, sker det som en befrielse. Men det er klart, at jeg tænker over de, fordi jeg er i en risikogruppe for at blive rigtig syg. Derfor er man nødt til at forberede sig selv på døden. Det nytter ikke at lyve over for sig selv. Og når man ikke er bange for at dø, som jeg ikke er, så er man kommet et langt stykke hen ad vejen. Det der nager mig mest er, hvis jeg skulle ende som en grønsag. Det er der jo ingen, der ønsker. Men hvis jeg skulle blive syg, vil jeg bruge humoren. En god portion sort humor har aldrig skadet.
- Man skal være optimistis. Hvis alle var det, ville vi have en lykkelig verden, siger Palle.

Tilbage til oversigten