Flertal presser
sundhedsministeren: HIV-børn skal have deres penge
BT d. 28 december 1992.
Af: Kim Bové
Et politiske flertal i
Folketinget er parat til at gennemtvinge en særlov for at
sikre, at de HIV-smittede bløderbørn selv får ret til at
bestemme over deres penge.
Sundhedsministeriet har krævet, at fem HIV-smittede børn
skulle tilbagebetale de 750.000 kr., som de har fået i
godtgørelse fra staten. Pengene var udbetalt ved "en
fejl", skrev ministeriet til de fem familier. Staten
kræver, at der føres kontrol med, hvordan bløderbørnene
bruger deres penge, hvis der er under 18 år. Socialdemokratiet,
SF og Fremskridtspartiet er imidlertid nu parat til at vedtage
en særlov, så familierne til de HIV-smittede børn selv kan
disponere over alle pengene - uden at skulle skrive en
ansøgning hver gang. "Det er uanstændigt og helt i
modstrid med, hvad et flertal i Folketinget har besluttet, at
sundhedsministeren nu begynder at lege jurist. Hun har
tilsyneladende ikke fattet en tøddel af, hvad dette drejer sig
om. Børnene skal have deres penge nu," siger formanden for
Folketingets Sundhedsudvalg, Jan Køpke Christensen fra
Fremskridtspartiet. Martin Glerup, socialdemokratisk medlem af
Sundhedsudvalget: "Hvis børnene har de mindste
vanskeligheder ved at få deres erstatning udbetalt, så vil vi
om nødvendigt fremsætte forslag om en særlov," siger
han.
Uværdigt
De tre partier bag kravet om en særlov er enige om, at
sundhedsminister Ester Larsen har ført en uværdig slingrekurs
i blødersagen. Hun burde selv have sørget for, at bløderne
straks fik udbetalt hele beløbet, mener de. "Det er
meningsløst, at de HIV-smittede børn ikke får alle pengene
straks, for vi ved jo, at de kun lever i kort tid. Det er
unødigt belastende at give dem pengene i små-portioner,"
siger SFs sundhedspolitiske ordfører Birgitte Husmark. Hun
håber, at det politiske pres vil tvinge Ester Larsen til selv
at ændre fremgangsmåde, uden at det bliver nødvendigt med en
særlov. Hos familierne til de HIV-smittede bløderbørn er der
tilfredshed.
Lettede
"Vi er utrolig lettede over at vi nu ikke behøver at bruge
kræfter på endnu en kamp. Vi fem familier, der allerede har
fået pengene, skulle nok klare det, men det er værre for de to
børn, der ikke har fået deres penge endnu," siger Rita
Ravn, der er mor til 16-årige HIV-smittede Palle Ravn.
Palle Ravn og hans familie har - ligesom de andre familier - på
forhånd nægtet at betale pengene tilbage og stå til regnskab
for hver en krone, de bruger til at forsøde livet for Palle.
"Man skal huske på, at det jo ikke er alle bløderbørnene
som overhovedet bliver over 18 år, og således får gavn af
pengene. De skal bruges til at forsøde tilværelsen her og
nu," siger Rita Ravn. De føler, at ministeriet ville
tvinge dem til at gå tiggergang, hver gang de vil bruge noget
af den godtgørelse, som Folketinget har vedtaget, de
HIV-smittede blødere skal have, fordi de blev smittet med den
dødelige virus gennem deres medicin.
Tilbage til oversigten
|
|